Hvad er korte kurser

Velkommen til sommerkurser 2017. Året efter et 150 års jubilæum, hvor forandringer og nyheder vidner om en skole, som trods sin alder er evig ung og i fuld vigør!

Velkommen til Ryslinge!

2016 var et særligt år for Ryslinge Høj- og Efterskole med højskolens 150 års jubilæum. 2017 bliver dog også en milepæl for skolen. Et nyt spisehus med moderne produktionsfaciliteter, store spisesale så rigtig mange bespises på samme tid, og en lounge, hvor vores kursister kan ’hænge ud’, har igennem de senere år været et meget stort ønske.

Vores sommerkursister vil derfor komme til at opleve forandringer, der kan imødekomme behovet for plads, ordentlig lyd og miljø, når der spises og ved arrangementer i øvrigt. En spisesal, der også vil være rammen om forskellige sang- og fællesarrangementer. Vi glæder os til at give nye rammer til de oplevelser, der har stor betydning: Forplejning og fællesskab.

Kursusmæssigt byder sommeren også på nyheder. Vi byder på et helt nyt kursus i tæt samarbejde med Svendborg Museum, hvor der bliver mulighed for at opleve Sydfyns mange fristelser (attraktioner).

For alle kurser gælder det, at højskolens varemærke i form af fællesskab og samvær er vigtige ledetråde. Ved bl.a. medvirken af højskolens elever og lærere formidler vi ved morgensamling og visse aktiviteter den oplevelse, det er såvel for voksne som for børn at være en del af noget større!

Her på hjemmesiden kan du læse mere om de kurser, vi udbyder, og som i meget kort resuméform er:

 

Familiehøjskole: Tilbydes i uge 26, altså den første uge i skolernes sommerferie. En vifte af forskellige valgfag kan vælges som gennemgående workshop på kurset. Herudover vil der være andre aktivitetstilbud, som man kan deltage i på bestemte tider i løbet af ugen. Ugen byder også på særlige aktiviteter/tilbud rettet mod hhv. voksne og børn.

Sejlerkursus i Det Sydfynske Øhav: Sejladsen foregår på den gamle skonnert Meta. Vi sejler rundt i øhavet og besøger nogle af øerne. Tilbydes i uge 26 (samtidig med familiehøjskolen) og uge 27.

Sydfyns fristelser set, fortalt, oplevet, smagt: Kurset byder på et indhold, der appellerer til de fleste af vores syv vigtigste sanser. Svendborg Museum vil være gennemgående formidler, fortæller og guide i en historisk og nutidig præsentation af egnen og dens særkende, socialt, kulturelt og erhvervsmæssigt. Tilbydes i uge 30.

Med visen i centrum: Det efterhånden traditionsrige kursus byder på workshops, der kan tilføre visekunstneren værktøjer til at fremme og forbedre passionen om at være visesanger. Tilbydes i uge 31 i samarbejde med Visens Venner i Danmark.

Velkommen til Ryslinge!

Velkomst-billede-TVR-i-bundTorben Vind Rasmussen
Forstander

Erik Kjærsgaard
Forretningsfører